Om Raceduer

Hvad forstår man ved raceduer?

Duerne danner deres egen familie (på latin: Columbidae) inden for fuglene, og denne familie består af flere arter, hvor jeg her kun vil nævne 3.
1: Ringduen(Skovduen) – Columba palumbus.
2: Hulduen – Columba oenas.
3: Klippeduen – Columba livia.

Forsøger man at parre disse tre arter med hinanden, kan man muligvis få afkom,
men disse vil ikke kunne formere sig videre.
Denne sidste bemærkning har betydning, når vi vil forsøge at finde ud af, hvorfra vore “tamduer” stammer.

Alle de duer, vi ser på Rådhuspladsen, ved havnen, på bondens tag, hos brevduemanden, hos flyveduemanden og hos racedueopdrætteren kalder vi tamduer, og de stammer alle sammen fra Klippeduen.
Forsøger vi nemlig at parre disse tamduer med Hulduer eller Ringduer, oplever vi førnævnte barnløshed.

Klippeduen er altså stamfaderen til alle tamduer!

I al avl eller opdræt er der specielt 3 faktorer, der er afgørende:

1: Mutationer – forandringer i et eller flere gener (arvelige egenskaber).
2: Selektion – udvælgelse af avlsdyr.
3: Krydsning – sammenparring med dyr af samme art, men med andre gener.

Mutationer foregår hele tiden og skyldes i overvejende grad solens radioaktive stråling, som vi hele tiden udsættes for, og som forårsager forandringer i genernes kemiske sammensætning, således at de arvelige egenskaber forandres.
Men det er kun, når denne forandring af generne foregår i kønscellerne, at det får betydning for afkommet.
I vore dage kan man på laboratorier kunstigt fremkalde forandringer i generne, men dette emne vil vi ikke tage op her, selv om det nok kunne give stof til lange og heftige diskussioner.

Selektion og krydsning er udelukkende en opgave for opdrætteren, og det kræver erfaring og stort kendskab til avlsdyrene.
Ved at udnytte mutationerne og være omhyggelig med de to sidste punkter, har opdrætterne gennem tiderne skabt en masse forskellige racer.

Det er ikke lige så nemt at definere, hvad en race er, men man kan måske lidt forenklet sige, at når nogle duer ligner hinanden på alle væsentlige punkter, så tilhører de samme race.
For at fastholde opdrættet i et fast mønster, så racen kan bevares, udarbejdes en såkaldt standard for racen.
En standard beskriver det ideelle billede af racen punkt for punkt. F.eks. hovedets form, øjets farve, næbbet, halsen, brystet, bugen, halen, benene, tæerne og farven.
Det er de enkelte specialklubber, der har ansvaret for at vedligeholde disse standarder.

En race skabes altså af opdrætteren!

Jeg nævnte før flyvedue- og brevduemanden.
Er deres duer da ikke også “raceduer”?

Brevdueopdrætterens overordnede mål er at avle gode, hurtige og udholdende flyvere, der med stor sikkerhed kan orientere sig og finde hjem til slaget så hurtigt som muligt.
Brevduer udstilles også og bedømmes efter nogle bestemte kriterier, som naturligvis hænger sammen med det overordnede mål – stærk muskulatur, glat og fast fjerlag samt et klart og vågent øje.
Helhedsindtrykket skal være en vital due, der er parat til at gå på vingerne og yde sit allerbedste.
Meget væsentlige punkter – og så er det vel en race!

Opdrætteren af flyveduer interesserer sig for duernes måde at flyve på. Det er ikke udseendet eller hurtigheden, der er afgørende, men flyvestilen.
Nogle duer slår baglæns kolbøtter, andre danner flotte formationer, mens andre igen elsker at flyve meget højt.
De enkelte stilarter er væsentlige kendetegn, og så må man jo også have lov til at tale om racer!

Tre forskellige målsætninger med hensyn til væsentlige kendetegn, der skal være opfyldte – og det betyder altså, at vi i alle tilfælde kan tale om forskellige racer.

Vi kunne måske sammenligne med opdræt af heste:

Brevdueopdræt svarer til opdræt af galop- og travheste, hvor det er hurtigheden, det kommer an på.
Flyvedueopdræt svarer til opdræt af dressur- og springheste, hvor det er det enkelte dyrs evne til at tilpasse sig en bestemt stil, det kommer an på.
Racedueopdræt svarer til opdræt af heste, der udstilles på dyrskuer, hvor det er dyrets udseende og udstråling, det kommer an på.

Vi burde måske kalde Raceduer for Sirduer (Prydduer).

Der er flere hundrede forskellige racer, men det er kun et relativt lille antal, vi ser på danske udstillinger.

Racedueforeningerne i Europa har dannet en Europaforening, der bl.a. har til opgave at koordinere de enkelte racers standarder, så de svarer til den standard, der gælder i det land, hvor duen er opstået – oprindelseslandet.

I Danmark er der skabt 4 forskellige racer:
Danske Tumlinger, som i daglig tale omtales som Danske Duer.
Svabere, som hører til Farveduerne.
Den danske Paryk, som hører til Strukturduerne.
Den danske Kroppert, som også kaldes “Halvmåneblæseren”.

Hvornår begyndte det hele så?
Det er der af gode grunde ikke noget svar på, men de ældste beretninger om duer stammer fra det femte, ægyptiske Dynasti for ca. 5000 år siden.

Vi ved, at Frederik den Anden i 1572 indførte duer til Fredriksborg Slot i Hillerød, og i de gamle regnskabsbøger fra den tid kan vi læse, at der blev leveret korn til duerne på slottet. Det var sandsynligvis tumlinger fra østen.

Men vi skal frem til midten og slutningen af 1800-tallet, før der kom system i opdrættet, og de første standarder blev forfattet.